Elbusser frem for letbane 2

25. juni 2025


Mobilitet med fornuft

Bemærk: Dette er et foreløbigt udkast til valgprogrammet

Mobilitet er en afgørende forudsætning for frihed i hverdagen - hvad enten man er et barn på vej i skole, ældre på vej til lægen, eller virksomhedsejer, der skal have varer leveret. Desværre er mobiliteten i Odense i dag præget af for få valgmuligheder, trængsel på vejene og utilstrækkelig kollektiv transport udenfor midtbyen. Det vil vi gøre op med.  

 Venstre er ikke med i den eksisterende mobilitetsplan - og det er der en grund til. Vi vil sikre en kollektiv transport, der fungerer for hele byen - ikke kun dem, som bor langs letbanen. Det betyder flere og oftere busafgange, bedre koordinering med togtrafik og mere præcise ruter, der matcher, skole-, institutions- og arbejdstider. Vi ønsker, at kommunen i højere grad samarbejder med uddannelsesinstitutioner og virksomheder, så elever og lærlinge ikke skal kæmpe med at komme til fra undervisning eller praktikpladser - dette skal gælde i hele kommunen, men særligt i forstæderne.  

Vi tror på elbusser frem for endnu en dyr letbaneetape 

Venstre siger klart nej til flere etaper af Odense Letbane. Letbanen har allerede kostet odenseanerne milliarder, og der er ingen garanti for, at nye etaper vil skabe værdi for byen. Alene etableringen af letbanens første etape blev x mio. kr. dyrere end planlagt. Samtidig giver letbanen et dundrende underskud hvert eneste år. Alene i 2024 kostede driften af Odense Letbane 172 mio.kr. mere end budgetteret. Vi siger derfor nej til mere letbane, da vi ønsker at bruge pengene anderledes. 

 Vi siger derimod ja til flere grønne og mere fleksible alternativer som BRT-busser, der kører i egne vejbaner, og som kan give mere dækning og flere forbindelser for pengene. Letbanens første etape er kommet for at blive, og derfor er det vigtigt, at vi nu sørger for, at den bliver udnyttet bedst muligt, derfor vil vi gøre det muligt at bestille letbane afgange til større events såsom koncerter, så den eksisterende infrastruktur udnyttes bedre. 

Unødige vejlukninger skal stoppes 

Vi ønsker en grøn og levende by - men det må ikke ske på bekostning af tilgængelighed. Odense skal være en by, man let kan komme til og fra, uanset om man er gående, cyklende eller kører i bil. Derfor vil vi ikke være med til at lukke byen ned for bilister. En midtby uden biler risikerer at blive en tom by. Derfor vil vi sætte en stopper for unødvendige vejlukninger og sikre, at vores gågade bliver et attraktivt, tilgængeligt og levende handelsmiljø.   

Et levende centrum

Indre by i Odense er ved at miste sin puls. Tomme butikslokaler, dårlig tilgængelighed og ukoordineret byplanlægning truer både erhvervsliv, kultur og byliv. En levende bymidte kommer ikke af sig selv – den kræver, at man kan komme til, blive i og bruge byen. 
Vi mener at det skal være lettere og mere attraktivt at komme ind til bymidten i Odense. Vi ønsker derfor at indføre 2 timers gratis parkering på alle kommunale pladser, så vi kan skabe mere liv i midtbyen og støtte de lokale butikker og spisesteder.